I starten af en armbøjning. Hvilket er lige præcis dér, hvor jeg er lige nu. Bemærk det tågede blik.
___________
Mandag aften, fem dage før jul 2016. Klokken lidt over otte slår Twitter, dagsbladenes websider og tv-stationerne over i breaking. En lastbil har torpederet et julemarked på Breitscheidplatz i Berlin. Lastbilen, der de sidste 50-80 meter før sammenstøddet kører med slukket lys, ender med at pløje igennem menneskemængden, dræbe 12 og kvæste 49 mennesker.
For 6 år siden startede jeg Fucking Flink. Målet var at mobilisere verdens lykkeligste til også at blive verdens flinkeste folk. Et par dage efter julemarkedet i Berlin er jeg til en komsammen med gode venner fra Fyn. Og en af dem siger, at mit projekt er blevet irrelevant. Med Berlin er frygten kommet helt ind i vores blodbaner. Det relevante nu, siger han, er at finde løsningen på, hvordan vi bevarer optimismen og troen på fremtiden, når vi frygter for faren, som lurer lige udenfor mere end nogensinde før.
Hen over julen og i dagene efter nytår er jeg tilbøjelig til at give min barndomskammerat ret. Jeg overvejer alvorligt, om ikke man skulle sige, at det har været et godt løb, pakke sammen og sige tak for nu. Og så alligevel. Jo mere jeg får tænkt over tingene, jo mere fornemmer jeg, at barndomskammeraten har ret.
Samtidig med at han slet ikke har det.
Den sorte Scania-lastbil, der kiler sig ind gennem julemarkedet, er gruopvækkende. Den er pakket med brænde til bålet om os mod dem. Og anhængeren – for ja, den kørte med anhænger – er læsset fuld af foragt, konfliktoptrapning og let antændeligt raseri. En sådan manifestation må og skal afføde reaktioner, hvilket præcis er meningen: At få følelserne i kog … og udvide kløften mellem os.
Og jo mere tankerne kredsede i baghovedet på mig, des mere blev jeg klar over, at julemarkeds-manifestationens voldsomhed får os til at holde den ud i strakt arm og tro, at det er forbeholdt sorte Scania-lastbiler med slukkede lygter at udvide kløften mellem os. Men vi er jo alle godt i gang.
Englænderne melder sig ud (Brexit). Franskmændene påkalder sig deres land igen (Front National). Og her i Danmark går den anden fløj kollektivt amok over Inger Støjbergs fejring af sine stramninger, selv om ingen kan være blind overfor at der er en immigrationsudfordring, vi alle må forholde os til.
Hvor Trump vil bygge en mur mod Mexico, bygger du og jeg mure mod alt det, vi siger ‘fri for’. Alt det, vi i hvert fald ikke vil være med til. Alle dem, vi i hvert fald ikke vil tale med. Og henover muren peger vi anklagende fingre af det, vi i hvert fald ikke vil finde os i. Samtidig med at vi isolerer vi os med dem, vi er enige med i forvejen.
Min barndomskammerat havde ret: Det relevante nu er at finde ud af, hvordan vi bevarer optimismen og troen på fremtiden. For vi lever i en tid, hvor historiens næve knytter sig. Men den knytter sig fordi du, jeg – og vi allesammen – forskanser os og bygger mure. Hvad er så den sværere, men også mere konstruktive, fremadrettede vej?
At bygge broer.
Det er her, jeg fandt ud af, at jeg ikke altid skallytte, selv til det, en skarp, klog og velmenende barndomskammerat fortæller mig. For i ugerne efter nytår gik det op for mig, at Fucking Flink er mere relevant end nogensinde før. Frygt er en fantastisk mørtel. Det er den, vi bruger til at bygge mure. Hvilken mørtel bruger vi så til at bygge broer? Flinkhed.
Det, jeg prøver at sige, er at jeg elsker at møde andre mennesker, at lade mig inspirere af de anderledes vinkler og indsigter, de har. Det åbner min verden. Inspirerer. Og man må sige, at jeg i disse år – med større og større medie-udbud, med podcasts og et internet, hvis hylder dagligt bugner med ny, skinnende og lokkende information – har kronede muligheder for at lade mig inspirere. Men der er en udfordring.
For ikke alt, man hører, skal man lade sig påvirke af.
Siden det her kredsede i mit hoved har vi oplevet London. I fredags også Stockholm. Der bliver råbt derude. Og man skal lytte til stemmerne omkring sig. Men også til fornemmelsen i sin mave. Sagen er, at sidstnævnte ofte er langsom til at formulere sig. Og dårlig. Faktisk sådan én som starter sine festtaler med et: Nu er jeg ingen taler, men…
Men lytter jeg, taler maven klart. Det er ikke tid at pakke sammen. Det er tid at geare op for global fucking flinkhed. Lyst til at læse med? Så sker det lige her, i de næste 15 blogposts.
(: Lars AP
___________
Har du tanker på, hvordan flinkhed kan bruges til at løse nogle af verdens udfordringer? (Så skriv i kommentarsporet. Tak tak tak!)
Har du lyst til at læse første blogpost i denne serie, er den lige her: