Kent til hjemløse-VM: “Vi tager det med os i graven”

Kent har prøvet meget i sit liv. Mobning, 50 jobs – og nu en tur til Chile for at spille VM med hjemløselandsholdet. Den tur blev muliggjort af Daniel Agger og ca. 650 privatpersoner, som spyttede penge i kassen, så Kent og hans seks holdkammerater lige nu forsvarer de rød-hvide farver på en tur, de aldrig glemmer.

Hjemløse er en del af gadebilledet her i Danmark. Om man så går rundt i København, Aalborg eller Horsens. Og det er netop sådan, de fleste danskere kender de hjemløse – fra når de går forbi dem på gaden. Men der er meget mere i det. Der er  flere typer af hjemløse. Tag for eksempel 37-årige Kent, som lige nu er en af syv spillere, der er  med hjemløselandsholdet i Chile. Et hold, han har været en del af i et års tid.

Det startede i skolen
Han er en humørbombe og har snakketøjet i orden – og sådan er det også, da vi et par timer inden et vigtigt opgør mod Sverige fanger ham på Skype for at undersøge, hvad der egentlig er af lag i det at være hjemløs. For hvordan kan man egentlig være hjemløse i et velfærdssamfund som Danmark?

– Det har været meget op og ned for mig, begynder Kent, som har haft udfordringer med alkohol og hash.

I hele sit liv har Kent så kunne bruge fodbolden som noget magisk. Tage hen og spille bold og så glemme alt det andet for en stund.

– Det startede egentlig med mobning i skolen. Jeg hjalp den svage pige i klassen, og så gik de stærke imod mig også.

– Det var svært under min behandling, for der gav jeg hurtigt hende skylden. Jeg kunne bare have valgt den anden side, ikke? Nu kan jeg dog godt se, det ikke er sådan. Det var den rigtige beslutning, slår Kent fast.

Kents vej blev også fodbolden, som han har spillet hele sit liv. Han kom efter folkeskolen på kostskole, og hans liv som studerende sluttede i 10. kasse.

– Jeg har måske haft 50 jobs siden. Jeg er nemlig dårlig til at gøre ting færdige. Det opdagede jeg også under behandling – jeg har haft masser af jobs, men de keder mig hurtigt. Det bliver for trivielt, og så skal jeg videre. Jeg har mest arbejdet som truckfører og svejser.

Bor hos sin ex-svoger
For tiden arbejder Kent dog ikke. Han er på kontanthjælp, men planen er at søge ud i erhverslivet igen, når han kommer hjem fra Chile.

– Lige nu bor jeg hjemme hos min ex-svoger. Han er min allerbedste ven. Faktisk er vi næsten for gode venner, indleder Kent, mens man fornemmer, at en sjov historie presser sig på.

– Vi gik meget ud for at drikke øl, og så var han ikke så meget hjemme hos konen der, lyder det med et smil.

– Vi vil helt sikkert være venner hele livet. Han vil også hjælpe mig med at finde et job, når jeg kommer hjem. For jeg skal jo kunne sørge for mine børn, og det er svært på kontanthjælp. Min søn er 15, og min datter er 16, så de er ikke helt små længere.

Datteren er ikke interesseret i fodbold, men sønnen spiller også og er lige nu på en sportsefterskole.

– Han mener, han er lige så god som Messi, siger Kent med et smil.

– Men altså… der er en legende, og så er der en mini-legende.

Så må man selv vurdere hvem af far og søn, der er hvad.

Skal bare nyde turen
Inden Kent skal hjem til Danmark igen og prøve at finde et job, skal VM i Chile dog nydes i fulde drag. Det går det godt med. Hele oplevelsen er fantastisk for Kent og resten af holdet.

Følg hjemløselandsholdets tur til VM på deres Facebook-side

– Det betyder rigtig, rigtig meget med sådan en tur her. Fællesskabet er fantastisk. Faktisk har vi syv, der er afsted, lavet vores egen gruppe. Planen er så, at vi skal mødes mindst én gang om året.

– Det er noget, vi allesammen tager med os i graven. Det er helt sikkert.

Det er tydeligt, at sporten binder dem sammen. Det er omdrejningspunktet og dét, de snakker om. Sådan er det også hjemme i Danmark, hvor fodbolden er et fast holdepunkt. Og en tur til hjemløse-VM er noget af det største.

Her står spillerne side om side inden kamp.

– Vores forventninger er nu at vinde b-gruppen, hvor blandt andre Sverige og England er med.

– Jeg har sagt til de andre, at hvis vi taber i dag, lægger vi støvlerne på hylden. Det er selvfølgelig bare for sjov – det vil ingen af os kunne.

Især Mexico og Chile er stærke, men i bund og grund er det danske mål heller ikke at vinde nødvendigvis.

– Vi skal bare tage en kamp ad gangen, nyde det og spille vores spil.

Holdet havde inden været på træningslejre hjemme i Danmark og lagde også ud med en sejr i første kamp mod Indien.

De skal i alt spille 13 kampe i Chile og skal tilbage til Danmark 26. oktober.

Sendt afsted af flinke doers
Det har ikke været billigt at tage afsted, men holdet har fået økonomisk hjælp fra flere steder. Blandt andet fra  landsholdsanfører Daniel Agger:

Men lige så vigtigt har ca. 650 privatpersoner hevet penge op af egen lomme for at få Kent og holdet afsted. Så bliver det ikke mere fucking flinkt.

– Daniel viser, at han har et stort hjerte. Han viser, at han ikke er egoistisk. Det er virkelig alfa omega for mig. Jeg er selv typen, der hjælper andre, før jeg hjælper mig selv – selvom man nogle gange skal hjælpe sig selv, før man kan hjælpe andre.

De syv spillere på hjemløselandsholdet holder med forskellige klubber i Danmark, men det driller de ikke rigtig hinanden med på turen.

– Nej, vi holder bare fokus på vores egne kampe. Det er det, det handler om.

Spillerne er fokuserede, og det handler hele tiden om næste kamp. Hele stemningen i Santiago, hvor turneringen spilles, er også god. Selvom der selvfølgelig bliver gået til den på banen, er stemningen altid godt. De møder hjemløse fra andre lande på banen – både på og udenfor banen.

– Alle hilser pænt og krammer. Det er ekstremt fedt. Ingen ser ned på nogen.

Kent (forrest i hvid) og holdkammeraterne hilser på modstanderne fra Øtrig.

Med et år ad gangen
Kent har været en del af landsholdet siden 2013. Der er slutrunde hvert år, og der udtages nye landsholdsspillere hver gang.

Kent har altid spillet fodbold. Lige siden omkring 4. klasse. Yndlingsspilleren nu er Daniel Agger, men all time er der ingen tvivl.

– Det er Michael Laudrup. Han er den største.

Kent har været med til flere turneringer i Danmark også – blandt andet DM i Middelfart, hvor han vandt.

– Jeg er faktisk den eneste af os på landsholdet, der er danmarksmester. Det må de andre lære at leve med, griner Kent.

Både på turen til Chile og hjemme i Danmark er det foreningen OMBOLD, der står for hjemløsefodbolden og landsholdet. Hus Forbi blev i 2003 tilbudt at være med i VM i streetsoccer, og deraf opstod OMBOLD, der først og fremmest har som mål at sikre, at hjemløse har adgang til idræt.

De arrangerer blandt andet syv-otte landsdækkende stævner om året, og der er flere steder, hvor hjemløse hver uge kan komme direkte ind og træne uden tilmelding eller noget. Man kan komme ind fra gaden og spille med.

Kent spiller selv hver tirsdag i noget, der hedder Boblehallen.

– Der kommer jeg til så mange træninger, jeg kan.

Fodbolden er altså et samlingspunkt for de hjemløse. Det vil altid være der. Især for Kent, der igennem hele sit liv har kunnet tage bolden til sig – hvor end han har været, og hvad end han har lavet. Fodbolden bruger han nu til at leve landsholdsdrømmen ud på hjemløselandsholdet.

Læg en Fucking Flink besked

comments