Super service: Når du strander ved kassebåndet

Vi har den sidste månede fået dejlig mange historier fra supermarkeder landet over. Solstrålehistorier, som er lige til at læse, hvis du tænker øv med udsigten til stress og jag med juleindkøb den næste måned.

For vi kender det sikkert allesammen. Man har med møje og besvær fundet de varer, der stod på ens liste. Man har stillet sig i den uendeligt lange kø og er efter et kvarter endelig fremme ved kassebåndet. Man lægger glad og tilfreds sine varer på båndet, og de bliver scannet ind. Men hov! Hvor er pung, kort, penge? Åh, de ligger i den anden jakke. Typisk. Hvad nu?

Historie fra Connie Christensen:

I en tid, hvor der er fokus på kasseassistenter og deres service (eller mangel på samme), må jeg lige dele en oplevelse, jeg havde i Netto i Tilst. Fredag i myldretiden lige før spisetid. Mit kort virker ikke, da jeg skal betale, og efter et par forøg med genstart af systemet bliver jeg henvist til en anden kasse.

Kortet virker stadig ikke. Udenpå ser jeg helt sikkert rolig ud, men indvendig mærker jeg stress og utilpashed, mens køen bag mig bliver længere. Folk må da helt sikkert tænke: “Hun har sikkert ikke flere penge på kontoen, og nu står hun der og spilder min tid!” Kasseekspedienterne udøver en i mine øjne verdensklasse psykisk førstehjælp ved at berolige mig og gnidningsløst få de mange kunder betjent ved de to andre kasser.

På dette tidspunkt har de nu genstartet systemet ved tre kasser uden held, samt kontaktet support for at høre, om der skulle være problemer med den type kort, jeg har, og jeg må se nederlaget i øjnene og forlade varerne for at skulle prøve i endnu en butik. Så siger Sibel, som kasseekspedienten hedder: “Hvis du har lyst, kan jeg da godt betale, og så kan du bare overføre pengene (177,15 kr) til min konto.”

WHAT??? Øh, det har jeg godt nok ikke oplevet før, men bestemmer mig for at takke ja til det generøse tilbud. Sibel skriver sine kontooplysninger ned, og jeg giver hende mit telefonnummer, så hun kan kontakte mig, hvis noget går galt med overførslen af penge. Derefter forlader jeg butikken med varer, jeg endnu ikke har betalt for! Det er, hvad jeg kalder ekstremt god service.

Historie fra Kathrine Marie Søndergaard:

Jeg oplevede noget virkelig flinkt i dag. Jeg skulle i morges kl. 8.00 handle i den lokale SuperBest på Borups Allé og havde min lille baby på 3 mdr. med. Da jeg skal betale, viser det sig, at jeg har glemt mit dankort. Jeg står med tom mave og diverse ting – bleer, morgenmad mm. Først tilbyder den søde unge fyr, at han kan ‘parkere’ ekspeditionen, og så kan jeg komme senere, men med en lille baby er det ikke lige nemt. Men da jeg har min mobil og MobilePay tænker jeg: “Mon nogle kam hjælpe mig?” Det kan ekspedienten –  weeee. Uden at tænke videre over det sætter han sit dankort i og trækker endda over, så jeg kan købe noget hos bageren. Han fik sine penge – og en vildt glad kunde. Det er sgu da fucking flinkt. 

Historie fra Louise Schalck Juel Russel

Jeg er simpelthen nødt til at dele en fantastisk butiksoplevelse med jer!

Min mand og jeg står og skal flytte, da vi har solgt vores lejlighed. Alt er temmelig presset, da vi skal være ude 1/1-15, og jeg har termin med vores første barn 5/12. Vi kører derfor i Silvan i City2 i går, så vi kan få købt flyttekasser og komme i gang med nedpakningen.

Da vi skal betale, finder vi ud af, at vi begge er kommet ud af døren uden penge. Virkelig smart! Så vi står lidt og snakker om, hvad vi gør, for vi kan ikke nå at hente penge, inden butikken lukker.

Den søde pige i kassen foreslår, at vi overfører pengene til hende via MobilePay, for hun har beløbet i kontanter i sin pung. Verdens bedste kundeservice! Tak til søde Layla for lige at gøre det ekstra for sine kunder!

Både min mand og jeg var helt oppe at ringe over hendes helt fantastiske engagement og service.

Historie fra Sará Olsen

Jeg er på indkøb i dag i Rema 1000. Da jeg kommer helt frem til kassen, går det op for mig, at jeg ikke har mit kort med, men kun nogle få kontanter. Jeg prøver at vurdere, hvor mange produkter jeg har råd til med de penge, jeg har, og forklarer lige hurtigt situationen for ekspedienten. Han spørger mig med det samme, om jeg har MobilePay. “Ja”,  svarer jeg lidt forvirret, og så tilbyder han at betale for resten af produkterne, og så kan jeg overføre pengene til ham bagefter. Virkelig sødt af ham! Tusind tak Majid for en ekstra god service.

Har du selv en historie, er det bare med at sende os den på Facebook.

Læg en Fucking Flink besked

comments