Vær flink overfor ALT og ALLE – find et fælles tredje
I dag, min første opgave, lyder på at være flink overfor alt og alle … Stop! Alt og alle? København virker pludselig endnu større – fyldt med usandsynligt mange ting, dyr og mennesker jeg skal være flink overfor. Åndenød! Jeg sætter mig ned og laver en plan. Opgaven synes umulig, så jeg må indskærpe. Jeg beslutter mig for, at starte enkelt. Jeg vil prøve at etablere et fælles tredje (noget, man har tilfælles med et andet menneske), med den første person jeg møder på min vej ned af strøget.
Jeg stiller mig i et hjørne af butikken Tiger og observerer. I spøg og skæmt afdelingen er der gang i den. Tre piger står og griner af/med hinanden, mens de prøver forskellige sjove briller og hatte. Jeg går derhen og iklæder mig den der paraply, der sidder på hovedet. Jeg griner med. De tre piger kigger på hinanden, pakker de sjove ting sammen og skynder sig væk. Okay. Got it. Her duede teknikken ikke. Var det fordi de var tre, og jeg var én? Havde det været anderledes, hvis jeg stod der sammen med en veninde? Tæerne krummer lidt i mine lyserøde Converse sko. Op på hesten igen. Jeg kigger rundt … alt og alle, hvor eeeeer du? Dér? En ældre dame står og kigger på strømper. Jeg kigger med. Vores fælles tredje – knæstrømper – er hermed etableret. Vi står der et stykke tid og jeg siger: “Ja, nu er det jo ved at være tid til at hive strømperne længere op”. Hun vender langsomt hovedet, og forsiden af hendes ansigt afslører et par lysende øjne. Hun virker forundret, men positivt overrasket over min henvendelse og svarer: “JA, men jeg kan simpelthen ikke finde knæstrømper i uld, nogen steder”. Bumbum. Hendes svar åbner op for en samtale. Lige der, foran strømperne, når vi omkring utallige emner. Jeg fortæller hende, hvor jeg tror man kan købe knæstrømper i uld, og jeg lærer blandt andet, at man kan lave benvarmere ud af ærmerne fra en gammel trøje. Da vi skal til at runde samtalen af, bliver det alligevel lidt svært. Jeg siger: “Nå, det var hyggeligt at snakke med dig” (mit “nå”, er en understregelse af, at jeg er ved at afslutte samtalen). Jeg overvejer lidt, hvorfor skulle den samtale overhovedet afsluttes lige der? Jeg havde jo ikke travlt.
Jeg giver teknikken: “vær flink overfor alt og alle – find et fælles tredje” 3 ud af 6 thumbs up. Den kræver, at man ikke bliver slået ud, når den mislykkes (det er ikke alt og alle, der har den samme oplevelse af flinkhed, som man selv har) Teknikken kan skabe enten en meget akavet situation eller en behagelig, uformel samtale, hvor man kan lære ting af hinanden.
– Louise Marie
Deltag i eksperimentet:: Flink Nationalmåling
P.S. Vi gi’r bogen Fucking Flink Dig Selv gratis som E-bog, som tak for din deltagelse.