Jeg er ret berømt for min evne til at holde (en lidt for intens – siger nogen) øjenkontakt med mennesker. Også med mennesker, jeg ikke kender. Jeg kan også godt finde på at blinke med det ene øje (mest, hvis jeg flirter lidt). Det med at vinke, gør jeg faktisk ikke særlig tit. Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst har vinket. Til de, der ikke ved, hvad det vil sige at vinke, kan jeg informere jer om, at det er en handling, hvor man bevæger hånden frem og tilbage gentagne gange, der hvor håndleddet knækker. Børn kan godt finde på at vinke med fingrene i stedet for med hele hånden. Torben fra mit arbejde siger, at kvinder vinker ligesom børn. Jeg beslutter mig for, at jeg vil forsøge mig med flinketeknik nummer #2 og få motioneret både den verbale og den non-verbale vinkedelle.
Jeg starter på Vester Farimagsgade. Jeg vinker til to mennesker, der går forbi mig, mens jeg låser min cykel op. Reaktionen er ikke helt, som jeg havde håbet, den ville være. De vinker ikke tilbage. Måske står jeg for tæt på dem, mens jeg vinker? De næste, der går forbi mig, et ungt par, siger jeg “hej” til – mens jeg forsøger at have intens øjnekontakt med dem begge. “Hej!”, siger de tilbage. Her er det mærkeligt at sige hej, fordi jeg ikke er i bevægelse. De ved ikke rigtig, om de skal stoppe op. Senere på Strøget går det meget bedrevmed “Hej’et” og øjenkontakten. Jeg får faktisk et hej tilbage fra 8 københavnere på mindre end 15 minutter. Er det mon fordi, begge parter er i bevægelse? Hej’et virker ligesom lidt mere forpligtende, når man er i en situation, hvor det normalt (!) er oplagt at stoppe op. Allerede nu kan jeg konkludere, at det er bedre at bruge vinket, når man er minimum 7 meter fra den, man vinker til. Vinket kan godt skabe forvirring, men det kan Hej’et også. Det virker faktisk som om, det er midt i forvirringen, at der opstår en god energi. Det er åbenbart sjovt at være lidt forvirret – blive hevet ud af sin daglige trummerum, fordi en eller anden jysk pige siger hej, som om hun kender en. “Hvor fa’en er det, jeg kender hende fra?”. Jeg prøver at finde et menneske, der virkelig godt kunne trænge til et vink, et hej og en øjenkontakt. Der er han. Han holder et skilt, der viser hen mod et ret favorabelt buffe-tilbud. Folk går forbi ham, som om han selv er et skilt. Der er ikke nogen, der kigger på ham. Overhovedet. Jeg forsøger med vinket først – men da han står med skiltet i den ene hånd og en kop kaffe i den anden, viser denne teknik sig ikke egnet til denne situation. Jeg går i stedet tæt forbi ham, kigger ham dybt i øjnene og siger: “Hej!!”. Måske var det fordi, han blev forskrækket, men det så mest ud som om, han lyste op. Jeg forsøgte mig også med “Dav” og et lille nik – men det virker vist bedre på vestkysten, for folk lagde ikke rigtig mærke til det.
Jeg giver denne flinketeknik 6 ud af 6 thumbs up, for det er altså bare så simpel og effektiv en teknik: Løft armen og bevæg hånden frem og tilbage eller brug ét eneste ord – og skab øjeblikkelig glæde.
– Louise Marie
Flinkemetode #3- Kan læses på mandag.
