Jeg har syndet. Fejlet. Og jeg sidder nu, med erigeret klaphat, ovre i skammekrogen. På fjerde måned. Klip til:
ONSDAG D. 10 MAJ 2017 ER KOLD. Vinterjakke-agtigt chilly. Men østenvinden kan ikke slå mig ud. Jeg er på cyklen, på vej ud på min world tour. Første stop? Østbanegade 21, Østerbro i København.
Hvis jeg skal besøge de flinkeste i verden, hvilke lande skal jeg så til? Sådan havde jeg skrevet ud på Facebook et par uger før. Der kom super svar. Ud af dem valgte jeg ét land fra hver af klodens syv verdensdelene (minus Antarktis). Så i postkassen med et brev til den herboende ambassadør fra landene (Australien, Bangladesh, Marokko, Irland, Canada og Brasilien). Derefter ventede jeg ellers spændt. Første svar kom … og jeg steg på cyklen, afsted til Østbanegade 21.
Den irske ambassade ligger på første sal på Østbanegade 21. Og Ambassador Manahan er elskværdigheden selv. Hun byder på kaffe og småkager. Som første spørgsmål i vores samtale spørger jeg til et møde med et andet menneske, der har haft en stor indflydelse på ambassadørens liv? Cliona Manahan fortæller om sin opvækst som pige i Irland. En gryende politisk interesse – men ingen at tale med. Indtil hun, på en all-girls school, får en ny, helt ung lærerinde i religion. Den nyudklækkede lærerinde fortæller med begejstring de unge kvinder om equal rights og behovet for politisk bevidsthed. Ambassadør Manahan får blanke øjnene, mens hun fortæller om den unge lærerinde, der skubbede til hende og satte hende på dét spor, som skulle blive hende livsbane.
Men, spørger du måske: Hvorfor taler jeg med en ambassadør? Fordi jeg har fået konceptualiseret det til at være en del af mit næste kreative projekt. Projektet er at indsamle én historie fra hvert af verdens 195 lande. Fucking Flink going global, så at sige. Og ved at skrive til en ambassadør fra hver verdensdel kan jeg på cykel rundt i ambassadekvarteret nord for København tage de første syv skridt i min world tour. Det er do-able. Store mål nås ét skridt ad gangen. Og momentum tildeles den, der tør tage et skridt frem. Mærk lige entusiasmen, der pulser gennem mig.
Altså, det gjorde den, i maj. Men momentum er på fire måneder blevet til en følelse af hvor-er-jeg-dum. For siden kaffen og småkagerne hos den irske ambassadør d. 10. maj, hvor har min world tour så taget mig hen?
I skammekrogen.
Jeg skrev rundt til ambassadørerne – pr. brev – i slutningen af april. Jeg fik kun ét svar (fra den flinke irske ambassadør). Midt i maj fulgte jeg så op med en email mere til de andre. I juni trykkede jeg send én gang til.
Men verden var tavs. Det passer ikke: Der kom et australsk pip pr. mail. Selv om jeg havde omdøbt projektet til World Wide Flink – for at undgå ballade over F-ordet – havde den australske ambassade her i København vendt sagen med Udenrigsministeriet i Canberra (hvilket jo er ret imponerende). De var nået frem til, at ambassadøren ikke kunne deltage, fordi jeg kunne forbindes med en bevægelse, der rummer F-ordet.
Så tak, men nej tak.
Min plan var ellers at samle én eller to ambassadør-samtaler mere – og så blogge om dem i én blogpost. Sådan rigtig: Se lige her, hvad jeg har lavet siden vi talte sammen sidst!
Men i dag, hvor Mayland-kalenderen siger sidst i september, er det blevet til ABSOLUT INTET MERE. Og jeg sidder herovre i skammekrogen. Skuffet. Måske er du også skuffet. Vi bør alle være skuffet. Det er så skuffende, at jeg – ved skamfuldt at gemme min uformåenhed væk i så lang tid – hen over sommeren har gjort mit projekt til et skuffe-projekt. Det. Er. Bare. Ikke. Godt. Nok.
Overhovedet.
Men det bli’r værre endnu.
Vil du høre mere om mine genvordigheder med at arbejde mig ud af en kreativ midtvejskrise? Så læs med her.
Og hey: Tusind tak for at du læser med.
(: Lars AP
_ _ _
Jeg vil arbejde mig ud af et kreativt dødvande. Finde plottet i mit næste faglige eventyr. Har du lyst til at læse de første blogposts i denne serie, kan du starte lige her: