Forestil dig, at du skal støvsuge. Den skinnende støvsuger er funklende ny. Du har fået den anbefalet af flere venner og bekendte. ’Dit gulv bli’r renere end en operationsstue’, sagde en kammerat. Så det skal prøves. Du klikker på knappen.
SCHHHHHHHH lyder det kraftfuldt, mens partikler, hår og krummer bliver trukket ved nakken fra deres spredte positioner ud over dit køkkengulv. Du rykker videre, og idet du løfter støvsugerhovedet over dørkarmen og ind på stuegulvet ser du en støvbold hvirvle afsted over gulvet og durk op i din spritnye støvsugers gab. Helt ovre fra hjørnet! Snavs, du troede var mærker i gulvet, bliver suget løs. Gulvet skinner, og du kan ikke lade være med at tænke, at det her er det bedste, der nogensinde er sket indenfor støvsugning. Du overrasker dig selv. Lige her, en tirsdag formiddag midt i din stue: I love it!, siger du. Nøjagtig som Ole Henriksen ville.
Du vrikker med hofterne idet du nærmer dig sofaen. Bevægelserne frem og tilbage over gulvet er satisfying som du aldrig har oplevet det før: Støvsugerhovedet markerer en bane henover gulvet, lige så tydelig som når man klipper en langhåret græsplæne. Du drejer støvsugeren hen under sofaen. Pludselig ændrer lyden sig. SHWUUUUUUU. Og på mærkelig vis begynder sofa-puffen ligesom at … falde sammen. Lyden bliver højere og POOOOOFFFFF, med ét forsvinder sofapuffen. Mens du forvirret ser dig omkring, først over den ene skulder, så over den anden – hvor fa’en blev den af? – får du nu øje på sofaen. Armlænet ligesom … synker.
Støvsugerens lyd tager til. Og du når lige at se det: Som en oppustelig madras der tømmes, skrumper sofaen først sammen, for så WHUUUUP at den ene side forsvinder og WHUUUUUFFFFP – at hele den koksgrå 3-personers sofa bliver suget op. Væk. Gone!
Det klirrer bag dig. Som i et piskesmæld vender du dig: Vitrineskabets glasfronter står og dirrer. Og pludselig – what the fuck – begynder hele skabet, komplet med mormors cider-glas og de blomstrede tallerkener, I fandt på loppemarkedet, at kurre henover gulvet mod dig. Midt i dets glidebane vælter skabet forover. Det rammer dig på skulderen i faldet, og mens skabet smadrer mod gulvet, vælter du selv bagover i en sky af glasskår fra vitrineskabets fronter. Skårene og den smadrede porcelæn hvirvler over dit stuegulv i en indendørs tornado af splinter skabt af den enorme sugekraft. Og FFHHHHRUUUPPPP, så forsvinder vitrineskabet op i støvsugerens gab.
Du mærker en jagende smerte fra din skulder. Dit blik er panisk. Du tør ikke nærme dig sugeren, men kaster dig i stedet fra din liggende position mod stikket på væggen og får hevet ledningen ud. Den voldsomme sugen ændrer frekvens og fremkalder collager af lyd, du aldrig har hørt magen til.
Med ét bliver der stille.
Mens du ta’r dig til skulderen – hold nu op, hvor det vitrineskab ramte hårdt – ser du dig omkring.
Dit gulv er rigtignok som en operationsstue. Den er god nok. Men for satan da.
Alle dine møbler. De er også støvsuget med.
_ _ _
Jeg skrev for et års tid siden en serie af blog-indlæg om at være i kreativ midtvejskrise. Efter otte års arbejde med Fucking Flink – hvor jeg har forsøgt (og stadig forsøger!) at kaste al min energi i at gøre, hvad jeg kan for at styrke det samfundsmæssige sammenhold – var jeg i vildrede om, hvad der skulle til nu. Jeg var i kreativ midtvejskrise.
I dag føler jeg mig kureret. Har jeg fundet passionen? Ja, for sørensen. Jeg er klar til at gribe til våben og råbe vagt i gevær. Og det har givet mig lyst til at skrive om en støvsuger.
Men hvorfor en historie om en støvsuger? Inden jeg svarer, vil jeg høre dig: Hvis du var hovedpersonen i historien ovenfor … hvad ville du så gøre med dit nye apparat?
Og ville du støvsuge videre?
Nu er det min tur til at svare. Ta’r vi dansklærer-kasketten på, symboliserer støvsugeren i historien ’teknologi’. Og stuen og møblerne symboliserer dit, mit og vores samfunds bærende elementer og værdier. Frihed, lighed, velfærd og hvad-vi-ellers-kan-finde-på af gode ting, vi har kært og som vi har lært betyder noget for det gode liv og for vores velfærd sammen.
Og hvorfor så skrive om det? For mig kom trangen efter at jeg i sidste uge læste et avis-tema i anledning af 10-året for finanskrisen. Jeg læste det i den avis (Information), vi får fra vores venner på nabovejen efter at de har tygget sig igennem dem. Som gengæld får de vores aflagte Weekendavis. Klassisk forstads-deleøkonomi.
Men læsningen gav stof til eftertanke. For altså: Jeg var midt i at skrive bogen Fucking Flink, da finanskrisen for ti år siden begyndte at ramle. Krisen var et samfundsmæssigt slag i solar plexus. Vi blev alle ramt hårdt og som samfund var vi alle pinligt klart over det: Nu skulle vi tage ved lære. Nu skulle skeen i den anden hånd.
I dag har vi – hvis noget – bare taget en endnu større ske i hånden. 10 år efter at Lehman Brothers krakkede og udløste finanskrisen kan vi se tilbage på Panama Papers, der afslørede hundredevis af velhavende virksomheder og privatpersoners systematiske skatteunddragelse. Vi har fra sidelinjen kunnet se på mens Nets-direktør Bo Nilsson med en årlig løn på 21 millioner kroner reddede sig en ekstra bonus på en halv milliard kroner i aktier for at bringe virksomheden til børsnotering. Og så har der lige været Danske Bank-affæren, der blotlagde, at Danmarks største bank betragter det hvide vaskeprogram på 90 grader som en naturlig del af New Normal.
Men vent. Det bliver faktisk værre endnu.
Speederpedalen ud af problemerne i det årti, der er gået siden finanskrisen, har været innovation. Gerne den eksplosivt accelererende og eksponentielle slags. Jeg er selv stærkt optaget af nytænkning, jeg har faktisk arbejdet med det de sidste tyve år. Essensen har for mig været at gøre verden til et bedre sted: At forsøge at skabe en bedre fremtid for os alle. Men ser vi tilbage på de sidste 10 års udvikling, har jeg i højere og højere grad svært ved at se, hvordan vi kan argumentere for, at vi skaber noget bedre. Noget nyt og forandrende, absolut.
Men bedre…?
Det kræver en granskning af bedre. For hvem skal det være bedre for? Som lille start-up har man en ny tanke, en ny vinkel på markedet – og man går til sagen med krum hals og en Davidsk blåøjethed i håbet om at nedtage markedspladsens Goliat. Der ligger en fantastisk energi dér. Af samme grund er iværksætteren blevet vor tids rockstjerne og hyldet som dén, der kan finde svarene og løsningerne på det, vi alle leder efter: En bedre fremtid.
Tag nu bare Google som eksempel. En lille idé, fostret af to studerende, mens de stadig læser på Stanford University. Og en bavedliggende idé om at gøre information tilgængeligt for alle. Det er en skabelsesberetning lige efter bogen. Ovenikøbet finder Google – markedets unge, idealistiske David – i deres tidligere år ud af, at mantraet for deres arbejde må være Don’t Be Evil. Det er jo, hvad markedslederen, i forsøget på at fastholde sin lederposition og skubbe konkurrenter ud, kan blive: Evil. Opkomlingen, derimod, er en af vore egne og ta’r folkets stemme: Vi skal demokratisere viden. Vi skal være for alle. Og vi skal ikke være onde. Gotta love it.
Så langt, så godt.
Det er herfra, at disruption’en for alvor ta’r fat i nakken på os. Vi jubler over forandringerne, over de tekniske muligheder og over den vilde convenience, denne nye innovation tilbyder os. Når vi leder efter svar googler vi det. Disse kvikke unge, fremsynede fyre rykker os jo lysår fremad. Den kollektive begejstring er forståeligt enorm.
Gode idéer er penge værd. For at de skal blive til mere, skal der kastes penge efter ideen. Så den unge David får støtte. Mange vil gerne være med: Det kan blive lukrativt, det her. Og lige her sker et knæk. Start up’ens formål, dens purpose, skifter. Fra at ville gøre verden til et bedre sted … til at skulle kaste et overskud af sig. Hvilket er helt fair: Der er vel ingen, som skal kaste penge ud af vinduet bare for at gøre verden til et bedre sted. Men konsekvensen, som til at starte med er svær at få øje på, træder år for år tydeligere og tydeligere igennem. Som led i den videre udvikling visker Google diskret Don’t Be Evil-mantraet af tavlen. Og sætter i værk med at monetize, altså finde måder at tjene penge på de nye ideer. Det går godt: Publikummet herude er jo stort, vi er alle blevet henrykte brugere. Og Google finder med AdWords og talrige andre nyskabelser yderligere måder at tjene penge – rigtig, rigtig mange penge – på deres ydelser samtidig med at de disrupter her, dér og alle vegne.
Og man kunne skrive den samme tilblivelseshistorie for Amazon, Facebook, og alle andre platformsbaserede virksomheder. For alle gælder den underliggende sandhed: Når økonomi tager styringen, kan vi mennesker ikke styre os. Så glemmer vi, hvad der er godt for os – og her mener jeg godt for os alle.
Den måde, vi i disse år lader vækst og platformsøkonomi-på-kapitalistiske-steroider ændre vores verden på, giver støvsugere som suger på måder, vi aldrig har set det før. Men som til gengæld også suger en masse utilsigtet med ud af vore stuer. Her ville du og jeg jo nok slukke Nilfisken. Men den nilfisk, der hedder disruption, og som vi kollektivt har hyldet over de sidste ti år, slukker man ikke sådan lige for. Altså nå nej, det var jo aldrig meningen, at det bærende fundament i vores samfund skulle støvsuges med, da Google gik i gang med deres nytænkning. Men det er det, der sker: Velfærdssamfundets grundlæggende møblement af værdier bliver suget med op i farten. Ta’r man begreber som franskmændenes lighed, frihed og broderskab, er det imponerende at se, hvordan en kapitalistisk-drevet platformsudbyder kan suge livet ud af alle tre.
Lighed: Stiftere og investorer, som bliver milliardærer, mens snart sagt alle andre i markedet (og deres ansatte) sultes for til sidst at måtte lukke og slukke. Det er cirka det komplet modsatte af lighed.
Frihed: Viden om alt, hvad vi foretager os, lige ned til det sidste mindste digitale fodaftryk, du lige har sat – og som nu afspejles i reklamerne på din skærm og dine Google-søgninger efter viden. Er det ikke mere Big Brother end det er frihed?
Og broderskab? Jamen, talte I ikke om ’Don’t Be Evil’. Var I ikke én af os? Jo, det var Larry Page og Sergey Brin. Men ikke længere. Ikke fordi de er onde af natur. Men i deres og investorernes insisteren på at disrupte mod en verden, som i helt skævt-balanceret form er meget bedre for dem og grundlæggende dårligere for langt de fleste af os andre, er der ikke meget broderskab.
_ _ _
At læse naboens avis kan altså give lyst til at skrive om støvsugere. Og se så lige, hvad jeg faldt over i den avis, jeg lige om lidt går op med til vores venner på nabovejen. I et interview i Weekendavisen siger den britiske kunstner, forfatter og tech-filosof James Bridle sådan her:
Vi får fortalt mange historier om, hvad teknologien kan, og hvad den gør for os, men de fortælles af et lille præsteskab, som er selvudnævnt og ekstremt magtfuldt. (…) Vi lever inde i fantasierne fra en ganske lille gruppe af mennesker i Silicon Valley, som stadig tror på, at data er midlet til at løse alt. Præcis som vi lever inde i nogle få bankfolks fantasi om, at verden kan presses til at blive ved med at producere maksimal profit uden nogen som helst konsekvenser. Vi lever inden i de mest magtfulde menneskers fantasi.
Ved at skrive om en støvsuger har jeg fortalt min fantasi. For godt nok er jeg meget lidt magtfuld. Men jeg har (lige som du også har) fantasier. Min er ikke, at vi skal droppe støvsugere og i stedet til at bruge kost og fejeblad igen. Men min fantasi om, hvordan verden hænger sammen, og bør hænge sammen, må jeg bare erkende hænger uendeligt dårligt overens med Silicon Valley-milliardærklubbens ideer, med Bo Nilssons, eller for den sags skyld med Danske Bank-ledelsens og banksektorens ideer.
Jeg er nemlig blåøjet og naiv nok til at tro på mennesker. Og dum nok til at til at have brugt de sidste otte år af mit liv på – sammen mine medsammensvorne i Fucking Flink – at kæmpe for det, jeg har kært. Nemlig sammenhold, samarbejde og menneskelige relationer.
Sammenhold, samarbejde og menneskelige relationer er en del af de samfundsbærende værdier, vi har kært – men som i disse år også påvirkes af det kraftige sug fra støvsugeren. Og det er vel det, dette handler om: Vi er ved at udvikle et monster. Støvsugeren, vi i disse år har fået ind i vores stuer, suger så afsindigt kraftfuldt, at det provokerer mig til at råbe vagt i gevær. Det er det, jeg gør her.
Og der kommer mere. Jeg håber, du får lyst til at gribe til våben og være med.
(: Lars AP