Forestil dig en dag, hvor alle de ældre skoleelever fik en ny ven. Vildt, ikke? Hvis der er noget, som får os til at trives, så er det venskaber.
Den 3. marts 2017 er det skolernes årlige trivselsdag. Der vil Fucking Flink give alle mulighed for at prøve Best Friends Forever: et samtalespil for to, som skaber forbindelse mellem mennesker med sjove, dybe og kantede spørgsmål.
Best Friends Forever er baseret på psykologen Arthur Arons verdenskendte ‘Love Experiment’ fra 1997. Aron ville se, om han i en laboratorie-setting kunne vække følelser af forbundethed mellem fremmede. Og det kunne han – kærlighed, endda. Forsøgsdeltagerne blev sat ved et bord, og ansigt-til-ansigt, skulle de gennemgå 36 mere og mere personlige spørgsmål. Seks måneder efter forsøget var Aron blevet inviteret til flere bryllupper af sine forsøgsdeltagere. Nu handler Fucking Flink ikke om at skabe en national lovestorm. Kun om, at vi skaber dybere forbindelser til hinanden.
Best Friends Forever rykker laboratoriet ind i klasseværelset og gør det sociale klima tropisk. Vi har skåret Arthur Arons 36 spørgsmål ned til 11 og tilpasset dem, så de passer til de ældste elever.
På en tempelplads i Thailand samles hvert år en million skolebørn for at meditere for verdensfreden. Tænk lige, hvis vi på skolernes trivselsdag kan gøde jorden for 10.000 nye venskaber!