DM i Online Overskud 2015

… og vinderne er:

Vi danskere er et af de folk, der bruger sociale medier allermest. Hvad nu hvis vi også blev verdens bedste til at vise overskud, når vi er online?

Internettet har bragt fantastiske fremskridt med sig. Det har knyttet verden tættere sammen, væltet korrupte magthavere. Vi kan på sociale medier dele oplevelser med venner og familie på helt nye måder, og den skrevne kommunikation er pludselig blevet meget mere dynamisk, spontan og langt hurtigere. Men medaljen har også en bagside. Hårde ord, hadefulde kommentarer og racistiske bemærkninger får pludselig nye muligheder og et langt større publikum. I dag kan langt de fleste af os bare lukke ned eller skynde os videre til nye sites. Heldigvis. Men skal vi bevare denne mulighed i fremtiden – og sikre at det grimme og dumme ikke overtager – er det nu, vi skal forebygge.

I marts inviterede vi gymnasieklasser fra hele Danmark til at deltage i DM i Online Overskud. Konkurrencen har tre discipliner:

  1. Kommunikation: Fortæl hvad sociale medier betyder for dit liv. Det kunne være som et online magasin, i en video, en artikel eller lignende.
  2. Aktion: Bedste online aktioner. Hvordan skaber I overskud i jeres online verden? Vælg et medie – Instagram, Snapchat, Facebook eller lignende – og fyld mediet med overskud.
  3. Analyse: Undersøg stemningen på nettet på dit gymnasium. Eleverne skal nu lege videnskabsmand og gå ud og måle stemningen på internettet. Vi giver tre undersøgelsesdesign – en statistisk, en semantisk og et receptionsrettet – som eleverne kan vælge imellem og udføre.

Torsdag den 26. marts kårede Fucking Flink så den allerførste Danmarksmester i Online Overskud-forløb

Vil du allerede melde din klasse til Online Overskud 2016, så send en mail til thilde@fflink.dk. 

Og så til vinderen 2015

Vinderen blev Overskudsstafetten af Mathilde Amalie Valentin Bremer, Thilde Andersen Barfod, Kathrine Blach Carstensen, Katrine Jørgensen og Nikolaj Lobanoff fra Næstved Gymnasium og HF.

b&w

TILLYKKE!

Begrundelsen fra dommerpanelet bestående af Morten Saxnæs (TV2), Nikoline Olesen (Grizzly), Jakob Pedersen (Digital Dannelse) og Tina Werborg (Fucking Flink) lød:

“Vindergruppens kampagne er en gennemarbejdet kampagne med flere elementer fra fysisk forankring til stort viralt potentiale. Gruppen har haft modet til personligt at gå forrest og aktivere deres venner og omgangskreds i kampen for at skabe positive aktioner online.

Men vigtigst af alt er kampagnen allerede en succes med mere end 300 følgere på to dage – det er noget, de professionelle som os ville ønske, vi kunne.”

Se hele vinderprojektet her. 

Online Overskud har ændret elevernes holdning

Men selvom man ikke vandt eller var inviteret til finalen, var eleverne glade og taknemlige for forløbet. Samtlige elever i de deltagende klasser har gennemgået forløbet Online Overskud, og det har ændret noget ved deres syn på de sociale medier og eget medieforbrug. Undervejs i forløbet har eleverne fået nye indsigter om online underskud og overskud, og hvad det kan betyde for vores almindelige trivsel. At få lov til at blive inviteret til at præsentere deres projekter foran et dommerpanel gjorde også stort indtryk på eleverne:

Vi vil til sidst bare sige tak, fordi vi har måttet være med, og fordi vi har fået lov til at komme ud med det her. Det er første gang, vi har prøvet, at folk gerne vil høre, hvad vi har at sige. Så tak!” sagde Zahra, HTX Vibenhus, Finalist med “Læserbrev til Den Korte Avis” i slutningen af hendes gruppes præsentation.

Og som dansklærer Nønne Christensen fra Næstved Gymnasium og HF udtrykte det, så var det et stort øjeblik i elevernes skolekarriere:

“Det her øjeblik er det, de vil huske deres gymnasietid for. Og den ros, de får fra dommerpanelet i aften, vil styrke dem enormt i forhold til fremtidige præstationer.”

Finalisternes projekter

Men det var fem virkelig gode finalister, der deltog i finalen, og der var hård kamp om trofæet. Her er et kort resume af alle finaleprojekterne:

ONLIFE – en film om de sociale mediers betydning for de unges liv

De unge i gruppen viser i filmen hvilken betydning de sociale medier har for deres liv og giver deres personlige bud på, hvad Online Overskud er. Af Emma Haugaard Bjørk, Mads Thorsen Elgaard, Cecilia Nørgaard Bahnsen, Cecilie Dolmer Amundsen og Oliver Sørensen.

Næstved Gymnasium og HF

Spred glæde, smid et like

En kampagne for online overskud, der starter fysisk og ender i selfies til instagram. Aktiverer og engagerer venner og klassekammerater på skolen. Af Amal Sbeih og Büsra Baskaya.

HTX Vibenhus

En guide til adfærd på nettet

Et sarkastisk take på problematikken. Af Ulrikke Due Hagenau, Maluhs Haulund Christensen, Line Broe Jørgensen og Manpreet Singh.

Nørre Gymnasium i Brønshøj

Et opråb til Den Korte Avis

Et debatindlæg til Den Korte Avis, hvor leverne argumenterer for, at medierne har et ansvar for ikke at skabe splid i samfundet. Det er en umiddelbar reaktion på terrorhandlingen i København. Det er en mere alvorlig vinkel på emnet, men også et nødvendigt indslag i DM i Online Overskud 2015.

Læs hele læserbrevet her

Af Zahra Abdulrazzak, Yasmins Jelloul, Sebastian Nemeth Kipling og Fatima Al-Tamimi.

HTX Vibenhus

DM i Online Overskud er støttet af Ole Kirks fond.

Ole_Kirks_Fond_logo_RGB

 

Læg en Fucking Flink besked

comments