Du har en flot p**

Danmarks fremtid – skoleeleverne – har rundt i det danske land testet Fucking Flink aktivisme i skolen. Hos Fucking Flink kalder vi det Fucking Flinkeskole, og vores lille reporterteam har her i artiklen sat sig for at finde svar på, hvordan det egentlig går med at fucke en skole op på den flinke måde og dermed skabe en ny form for læring.

Forestil dig, at man roser hinanden til MC Fight Night i stedet for traditionen tro at rappe nedsættende om modstanderen. Lyder det mærkeligt? Det er ikke desto mindre, hvad 10. klasse på Skanderborgs 10. klassecenter, UCS 10, gjorde som led i en Fucking Flink temauge, hvilket blandt andet endte med at et publikum kunne høre en fyr rappe komplimenten: ”Du har også bare en flot pik!”

Fucking Flink aktivisme handler om ikke kun at tænke på at ville gøre noget flinkt men at gå ud og gøre det aktivt.

Jane Salby Jensen var med til at starte flink-kampagnen op i Skanderborg. Hun er psykolog og projektleder i Skanderborg Kommunes sociale tænketank, som er sammensat af borgere og politikere, der arbejder for at få Skanderborgenserne til at gøre mere for hinanden og dermed fællesskabet. Udover de forskellige tiltag, som tænketanken lavede ude i offentligheden blandt borgerne og i de lokale medier, lavede de også en flink uge på 10. klassecenteret. I den uge praktiserede eleverne flinke handlinger overfor hinanden og fremmede, og projektet blev så vellykket, at de unge valgte at fortsætte med flere af de flinke udfordringer, som blev trykt i lokalavisen hver uge.

”De unge synes, at det havde været en sjov uge. I stedet for at gå rundt med dem, man kendte, så kom der en stemning af at være mere fælles om det hele. En klasse tog for eksempel kage med til hele skolen, og man kunne mærke, at de syntes, at Fucking Flink-konceptet var fedt,” siger Jane.

Eleverne var stolte
Ligesom i Skanderborg har Ejby Skole på Fyn forsøgt sig med at implementere Fucking Flink aktivisme som en slags læringsmodul.

Fucking Flink var ude på Ejby Skole i to dage for at undervise i, hvordan man kan være mere flink i hverdagen, og her fik eleverne praktiske opgaver, som de løbende løste. For eksempel var nogle af eleverne på besøg på et plejehjem, hvor de snakkede med ældre, de aldrig havde mødt før.

Jeppe Bovbjerg, folkeskolelærer i 8. klasse på Ejby Skole, synes, at det giver en spændende dynamik med noget anderledes input i skoledagen, og noget tyder på, at eleverne får en øjenåbner og vigtig læring med sig, som de kan bruge fremover.

”Det var en succes for eleverne at lave noget helt andet. Eleverne kom i situationer, hvor de skulle tænke og reflektere over, hvordan man er overfor andre og hinanden. Specielt øvelserne, hvor de skulle være helt konkrete og skulle gå ud og glæde nogen andre, det er noget, de ikke gør normalt. De var virkelig stolte af de handlinger, de gjorde,” siger Jeppe, der også har lagt mærke til, at eleverne efter de to aktivistiske flinkedage tør snakke mere med hinanden og rose hinanden.

På Ejby Skole og i Skanderborg Kommune er man enige om, at det faktum, at man arbejder med de unge, er et kæmpe plus, men at der samtidig også kan være en ulempe ved det.

”Det går lynhurtigt med de unge, fordi det hele er så omskifteligt. Unge mennesker er helt vildt fede, fordi de gør nye tendenser til deres eget, men de går også hurtigt videre til den næste nye. Derfor er det vigtigt at overveje, hvordan man tilrettelægger forløbet, og hvor lang tid det varer,”  siger Jane. Hun vil fremover anbefale at indføre flink aktivismen som en fast fredagstime på skemaet fremfor at arbejde med det intenst i flere uger.

Læreren har et stort ansvar
Jeppe fra Ejby Skole mener, at det i høj grad er lærernes ansvar at sørge for, at den flinke aktivisme lever videre i undervisningen og i skolens sociale miljø.

”Jeg prøver fremover at putte refleksionen ind i elevernes tanker i undervisningen. For eksempel når vi har et tema som identitet i dansktimerne, og vi skal læse tekster, der handler om, hvem man er, og hvorfor man er, som man er – her kan jeg vende tilbage til fucking flink-tankegangen,” siger Jeppe. Han tror fremover, at han vil trække mest på tanken bag end konkret at nævne Fucking Flink.

”Jeg synes generelt, at det er super fedt, at man som menneske, uanset alder – men især som ung og impulsiv – er bevidst om de her refleksioner om sig selv. At man kan sætte ord og tanker på  handlinger, noget som ofte er lidt tabuagtigt – for eksempel at rose hinanden – det kom Fucking Flink-holdet ud og lavede en revolution omkring, og det kan jeg selv tage med videre,” siger Jeppe.

Også TEC på Frederiksberg arbejder hele året med fucking flink i tre 10. klasser, som vi løbende vil følge og rapportere fra.

Læg en Fucking Flink besked

comments