Emma har arbejdet hos Fucking Flink siden august

Hvad i alverden foregår der?

Det ved jeg ikke.

Eller. Det ved jeg godt. Hvis du spørger mig om, hvad der foregår med Fucking Flinks webshop.

Den har jeg nemlig arbejdet med siden august. Eller jeg har vel og mærke været ansat som praktikant de sidste fem måneder, så på en måde står og falder intet helt med mig, som mine bosser Lars og Tina siger. Men du ved, det er jo faktisk mest mig, der ved, hvad der foregår, når det kommer til den der shop, ik?

TJEK OGSÅ: Tre måneder i flinkt selskab

Research
Det hele startede med, at jeg startede hos Fucking Flink i august. Startede med at kigge på webshops. Researchede rundt på sider, fandt dem, der havde en fed sprogtone. Dem, der havde et stramt koncept, der i mine øjne virkede. Dem, der også virkede, når jeg hev dem frem på et lille møde. Skrev til de fede, eksisterende webshops. Spurgte dem, hvorfor de gjorde, som de gjorde. Fik lidt overraskende og ganske fortrinligt mange svar. Grundige svar på Skype fra USA og cafeer i København.

I bund og grund sagde de, at vi skulle være klar over, hvorfor vi lavede den webshop. Det er jo mine bosser, der har fundet på, at Danmark skal være verdens flinkeste land. Og det, synes jeg, fandeme er et godt udgangspunkt. Så webshoppens produkter, tone, salgsbetingelser skulle selvfølgelig hjælpe til, at det blev og bliver lettere for dig og mig at gå ud af døren og gøre noget flinkt.

Det er egentlig lige til, så hvad er der foregået i mellemtiden?

Praktisk
Jo, det er mig, der har oprettet automatisk lagerstatus på vores varer.

Det er mig, der har lagt varer, vi faktisk allerede havde liggende på kontoret, ind i webmiljøet.

Mig, der har fikset den automatiske momsberegning.

Mig, der ved, hvad du skal gøre, hvis du gerne vil bestille en ekstra ting eller vil sikre dig, at pakken når frem inden en bestemt dato.

Og det er også mig, der længe svingede med store ideer og konceptuelle tanker for så at finde ud af, at vi da bare skulle kaste os ud i det. Det var rigtig fint med al den research, men i virkeligheden kan man ikke gardere sig mod særlig mange ting i det her liv, og det gælder også webshops.

I gang i gang
Så i november designede unge designere deres bedste bud på flinke produkter, og vi havde de der produkter på kontoret, der kom af sti af sted på shoppen. Det passede overhovedet ikke til min tanke om, at det hele skulle passe ind i en større helhed, som alt blev designet ud fra. Men ved du hvad? Det er lettest at se, hvad der foregår, når det faktisk foregår.

TJEK OGSÅ: Flinkere verden med et Design Hackathon

Og efter vi lagde t-shirts og bøger op i november, som solgte, fordi det er gode produkter, så har jeg sammen med bosserne Tina og Lars haft rum til at udvikle klippekortet og chokoladen, vi rigtig længe har nørklet med i de højere luftlagt uden helt at føle for at smide 10.000 kroner efter det som det allerførste produkt.

Under konstruktion
Så tjek. Der er en webshop, der ikke fandtes i august. Verdens første fucking flinke webshop, der ikke er i verden for andet end at skabe den sprøde, flinke stemning mellem os.

Men alligevel ikke så meget tjek, for den er stadig i proces. Både i forhold til, hvordan tingene skal beskrives, hvilke ting vi sælger, hvordan shoppen ser ud grafisk,og mere til. Den pudses stadig af, og hele kontoret kommer med input, og selvom jeg ingen magt har over penge og andre tunge midler, så er det mig, der ved, hvad der er foregået i hver eneste proces med webshoppen fra den 4. august til den 5. januar.

Læg en Fucking Flink besked

comments