Flink 2015 op: Seks anderledes nytårsforsæt

1. Skru op for flink-intensiteten dernede i fit
Det virker nærmest som det rene utopi, at man skulle snakke med de andre, der presser lårene på benchpress-maskinen eller letter numsen i en uprised dog til yogatimen. Men helt ærligt, hvorfor ikke? Måske er du nybegynderen, der kunne bruge et tip til at løfte vægte, spørg en, der ser ud til at have styr på det. Eller måske er du selv den smidigste ved udstrækningsribberne – hvis der er en, der ligner, at han eller hun kunne bruge en venlig vejledning, så slå til. Det behøver ikke, at gå hen og blive belærende eller akavet, de fleste af os oplever nemlig, at det øger livsværdien at småsnakke og føle sig set og imødekommet af mennesker, vi ikke kender.

2. Kom tættere på naboen
Mange af os har nok ikke den fjerneste ide om, hvad hende fra tredje til højre laver til hverdag. Og vi kender kun overboens musiksmag, hvis lejligheden har tynde vægge. Det er fjollet. Så sæt i gang! Smid en seddel op i opgangen, hvor du inviterer til komsammen ude i gården eller ved vejen. Sæt din indre amerikaner i spil med et ”hvordan går det?”, når I bytter plads i døråbningen eller begge står ved snackpeberen i Netto.

3. Måske har andre lige lidt mere, de skal nå, end vi selv har
Vi ved det jo godt, ik? Vi skal gøre plads til barnevogn og den tilhørende mor i bussen. Og vi går temmelig meget i vejen, når vi slentrer af sted med vores øjne begravet i smartphoneskærmen på en tætpakket gade. Nu er det tid til, at vi lige åbner øjnene, får sendt et smil af sted til de andre i bussen, rykker os ind ad gangen i metroen i stedet for at stå lige i døråbningen og er opmærksomme på, at andre måske har mere, de skal nå, end vi har. Hvis du starter med at rykke dig et par meter og glimte med dit hvide smil, bliver chancen for at andre gør det en dag, du har fart på, større.

4.  Hack dine hverdagsvaner
Plejer du at løbe ud af døren om morgenen med noget a la “hejhej skat! Indkøbssedlen hænger på køleskabet, vi ses i aften!” så er det måske på tide at finde på noget mere interessant. Måske kan du hænge en lille kærlighedserklæring ved siden af indkøbssedlen, eller måske er det på tide at droppe indkøbssedlen og invitere ud på restaurant i stedet?  Vi garanterer, at din partner helt sikkert giver tilbage af samme mønt, hvis du vender dine hverdagsvaner på hovedet.

5. Smil
Ja, det er en kæmpe kliché, faktisk nok den største kliché, vi overhovedet kan komme i tanker om. Men der er altså noget om snakken. ”Smil! og verden smiler til dig” satte man på tasker og vægge som røde klistermærker tilbage i 1970’erne. Og som cremeeksperten Ole Henriksen siger: “Smil forbinder os som mennesker. Og alle ser godt ud, når de smiler – mit (red. Oles) smil er min personlige plastikkirurgi.” Der må altså være noget om det, når Ole siger det!

6.  Følg Gud på Twitter
Det er skide smart! Gud er på Twitter, og han er fuld af vise ord, hammergode jokes og ikke mindst dyb satirisk indsigt i vores verdensorden. Hvis ikke Gud den almægtige, der (ifølge en tyk gammel bog) har skabt dig, kan få dig i godt humør og inspirere dig til at blive flinkere, så ved vi ikke, hvem der kan.

Læg en Fucking Flink besked

comments