Kan det betale sig at være flink? Ny undersøgelse vil måle, hvad det gør ved os at være flinke.
Lige siden jeg for fem år siden skrev bogen og startede bevægelsen Fucking Flink, har det været med et blåøjet mål: At vi danskere – et af verdens lykkeligste folk – også skal blive verdens flinkeste.
De fleste kan på ren og skær mavefornemmelse se meningen i det blåøjede mål: Det er rarere, når folk omkring os er flinke. Ikke? Men alligevel har der luret en tvivl. Er flinkhed ikke bare et nice to have? Need to have er det vel ikke … vi dør jo ikke af at være røvhuller overfor hinanden. Kan det overhovedet betale sig at være flink?
Vi elsker data
Skeptikerens spørgsmål er relevant i en verden, som er gået amok i data. Vi laver PISA-undersøgelser, har effektiviserings-mål, og vi måler længden af vores løbetur og self-tracker pulsniveauet, den bragte os op på. Men ‘det, man måler, er man selv’, siger man, og deri ligger en fare. I vores måle-iver vil vi nemlig uvægerligt lede efter – og smide vores energi og penge efter – det, vi kan måle. Og hvad er det nemmeste at måle på? Det er de ‘hårde’, direkte målbare værdier. Hvad er sværere at måle på? Det er de bløde områder, hvilket ellers er dem, vi socialt innovative danskere – med vores fantastiske socialsystem, velsmurte demokrati, evne til samarbejde og høje tillid til hinanden – traditionelt har været rigtig gode til. Danmark har ikke noget Silicon Valley. Til gengæld er vi kendt for en veludviklet version af det, man kunne kalde “den samfundsmæssige software”. Skulle vi måle på noget, burde det være vores software. Men software er – som navnet antyder – blødt.
Bløde områder har blød data
For fem år siden var der en håndfuld internationale undersøgelser, jeg var inspireret af. På hver deres måde viste de, at flinkhed rummer potentialer. Én peger eksempelvis på, at øget flinkhed øger vores innovationsevne i arbejdssituationer. En anden, at social kontakt nedsætter betændelsestilstande i kroppen og styrker vores immunforsvar. Så sent som i denne uge har et Harvard-studie taget en rundtur i pressen og de sociale medier. Undersøgelsen, der ved at følge en generation af mænd gennem en 75-årig periode, viser at den største livsforlængende faktor er relationer, eller forbundethed til andre mennesker. vi har altså data. Og overordentlig interessant data. Som med alle bløde områder lider data-materialet dog af at være blødere end de hårdtslående data, de mere håndgribelige områder kan bryste sig med.
Let my dataset change your mindset
Det må vi jo gøre noget ved. Og det er lige det, vi gør. I uge 5 søsætter vi et landsdækkende eksperiment, hvor vi vil afsøge, hvilken effekt det har på os at være flink. I Flink Nationalmåling, der altså løber den første uge af februar, udfordres forsøgsdeltagere til at udføre 1 x fucking flink handling (udover hvad de normalt ville) hver af de syv dage i forsøgsugen. Målingen, som er udarbejdet i samarbejde med to specialestuderende, den ene fra Sociologisk Institut på Københavns Universitet, er den første af sin art i verden.
Store drømme skal også måles
Jeg har en drøm om, at Danmark skal udbygge og udvikle sin rolle som drivhus for social innovation. Som inkubator for, hvordan vi får det bedste ud af vores forbindelser til hinanden. Jeg har en drøm om, at vi – et af verdens lykkeligste folk – også skal blive det flinkeste. Men store drømme er fine nok. De bli’r bare ikke til noget i vores verden, medmindre man kan måle på dem.