Langt de fleste mennesker har oplevet det. I onsdags oplevede jeg det – det kom helt bag på mig. Det var så forbudt!
Jeg står med en lille plastikskovl i den højre hånd og en farverig papirspose i den venstre. Jeg kan smage sukkeret i luften. Hundredvis af farver og former. Duften er overvældende, og jeg får et lille sødhedschok – bare af at stå der. I nordvest. Foran flere hundrede gennemsigtige kasser indeholdende slik, som man selv skal blande. Med skovlen. I posen. Jeg føler mig på en måde lidt forlegen, for man må jo egentlig ikke det her. Det er lidt vulgært med alt det slik – men også ret spændende. Da jeg kommer til hægterne efter duft-sukkerchokket, ser jeg, at der er andre som mig. Ved første øjekast er der ikke nogen af os, der ligner hinanden, men hvis man kigger nærmere, er vi faktisk slående ens. Skovlen i højre. Posen i venstre. Store runde øjne og mundvand under tungen. Vi deler noget. Vi gør noget forbudt – sammen. Jeg beslutter mig for at blande mig i bland selv slikket og starter med at følge en pige med strikpandebånd rundt mellem kasserne. Jeg tager det slik, hun tager, og spørger: “er de gode, de der?”. “JA, de er vildt gode, de der…men de her (chokofanter) er altså også virkelig gode!”, svarer hun. Vi kommer til at snakke om, hvor forbudt det er at blande så meget slik, og hvor godt det er, at man ikke bor i nabolaget…så ville man komme der alt for ofte. En mand i jakkesæt har også fundet vejen til bland selv slikket. Jeg spørger ham, om jeg må kigge i hans pose for at få inspiration til, hvad jeg skal vælge. Han rækker straks posen over mod mig, så jeg kan lure. Jeg finder ud af, at han altså bare er helt tosset med de der skumhjerter…”ja, man kan jo ligeså godt stå ved det, når nu det er éns yndlings”, siger han. Vi griner. Det er sjovt det her! Det er overraskende let at komme i snak med mennesker – alle typer mennesker – i denne forbudte butik! Jeg griner med mennesker, jeg ikke kender. Vi deler små forbudte blikke, når vi stikker skovlen ned til de sure kastanjer. Vi deler personlige oplysninger: Jeg ved nu hvad syv fremmede menneskers yndlingsslik er – og de ved, hvad mit er. Det der med, at danskere er socialt tilknappede, gælder altså ikke i en bland selv butik. Jeg kunne blive her resten af dagen!
Men hvorfor er vi københavnere mon mere åbne og socialt OPknappede i en slikbutik? Er det fordi hele den der bland selv setting fremkalder vores indre barn? Børn er jo verdensmestre i at socialisere! Er det fordi vi deler det forbudte øjeblik og alle er der af den samme grund? Er det fordi min henvendelse: “er de gode, de der?” er så konkret og håndgribelig? Jeg forventer ikke andet, end et svar på, om de er gode eller ej – og mine intentioner er meget tydelige, fordi jeg selv står med en pose og en skovl. Skaber en henslængt henvendelse uden forventninger en uforpligtende social situation, som er let at navigere og freestyle i?
Uanset hvad grunden er, giver jeg flinkemetode # 5 – bland dig selv i bland selv slikket – 5 ud af 6 thumbs up, fordi det er så legende let at blande sig med københavnere, når alle står med en skovl og en pose foran en sukkereksplosion!
/Louise Marie
PS. HOLD JER FRA DE RUNDE, GRØNNE VANDMELONTYGGEGUMMIER (med mindre det er jeres yndlings).
