Jeg er Fucking Flinks antropolog og jeg har fået 12 uger til at finde nogle svar på 1. Hvad vil det sige at være flink? 2. Hvorfor synes vi københavnere at være så socialt tilknappede? og 3. Hvilke sociale øloplukkere skal der til for, at vi får knappet op for den københavnske tilknappethed? Disse svar skal jeg finde i den københavnske urbane vildmark, og det gør jeg blandt andet ved at afprøve forskellige flinketeknikker. Siden oktober har jeg stillet skarpt på københavnere i forskellige situationer og ud fra forskellige temaer: i butikker, på gaden og på arbejde – naboskab og nu, det ret alvorlig tema, ensomhed.
Psykiatrifonden har fundet frem til, at hver fjerde dansker jævnligt føler sig ensom. Hver fjerde! Det er mange. Da ensomhed desværre er et tabu, har jeg valgt at stille skarpt på netop dette tema i dagens blogindlæg, ved at spørge: Hvorfor er det så grænseoverskridende/ubehageligt for os danskere at gå i biografen/på restaurant/til koncert ALENE i Danmark? Er vi ikke særlig gode til at inkludere de der ankommer alene, i et fællesskab? Er det måske en af grundene til, at vi er så ensomme? Vel vidende, at der ligger tusind svar bag disse spørgsmål og bevidst om, at jeg spørger lidt naivt, kaster jeg mig alligevel ud i et forsøg på at finde bare et par stykker af svarene. Det gør jeg ved at tage i biografen. Alene. Kl. 20 en fredag aften. Uden at gemme mig bag en telefon.
Jeg har lige bestilt en biografbillet på nettet. 1 stk. Så vidt jeg kan se, har alle andre bestilt eller købt minimum 2 billetter af gangen. Her sidder jeg så. I en af mine fineste kjoler med lidt rødt på læberne. Skal jeg virkelig af sted alene? Jeg har fået at vide, at det udstråler selvsikkerhed, når man gør ting alene. Men hvorfor er jeg så, så pisse nervøs? Det er da fedt, det her – ikke? Jeg må selv bestemme film, tidspunkt og ikke bekymre mig om, om den jeg er i biografen med nu også synes filmen er god. Jeg kan have mine popcorn helt i fred! I stedet for at glæde mig over det, løber en masse tanker gennem mit hoved på vej til biografen: Hvad nu hvis alle kan se, at jeg er der alene? Hvem skal holde mine popkcorn hvis jeg skal på toilettet? Hvor skal jeg stille mig? Hvor tidligt/sent skal jeg ankomme før filmen? Den situation jeg er mest nervøs for, er ankomsten: Et oplyst rum med par, der står og læner sig op ad hinanden og hvor alle kan se jeg er alene.
Jeg ankommer. Jeg har allerede lyst til at tage min telefon op af lommen for at signalere, at jeg altså HAR venner – men jeg gør det ikke. Ingen andre er tilsyneladende ankommet alene. Min tunge føles helt tør, fordi jeg ikke snakker med nogen. Med mine popcorn halvt under den ene arm og en cola i den anden, klør det pludselig under huen. Jeg sveder og vil gerne af med mit overtøj. Jeg ser et par, som sidder ved et bord. Jeg spørger, om jeg må stille mit biografindkøb på deres bord. De siger: “ja, selvfølgelig” og smiler til mig. Var der medlidenhed i deres blik? Er det så tydeligt, at jeg står her og føler mig…ensom? Det gør jeg! Jeg føler mig mere alene her, end jeg gjorde hjemme på mit værelse. Ingen ser mig, selvom jeg står lige her! Aaarrgh, paniiik! Hvorfor sagde jeg ikke bare ja til at mødes med min veninde på den der hyggelige cafe? Tag dig sammen, Louise. Slap af. Jeg spørger parret, om de tror, at alle skal ind og se den samme film (jeg kan kun se én sal) og manden svarer: “Ja, det tror jeg … du skal også se Olsen Banden, skal du ikke?”. Stilhed. Vi skal da se den franske komedie … jeg kigger på parret, som sidder klar til grin. Det var en joke! Han lavede en joke med mig! Min mund flækker lettet af grin, og hele min krop slapper af. Måske er jeg slet ikke så alene, som jeg troede. Resten af oplevelsen er præget af den indre selvsikkerhed, som jeg efterlyste i starten. Jeg snakker med det par, jeg sidder ved siden af under filmen, jeg griner højt ,når jeg synes noget er sjovt. Jeg græder når det er sørgeligt. Jeg tager mine uldsokker på, og har det faktisk helt fint med at sidde der. Alene. Sammen med andre danskere, der også er i biografen.
Så … var det svært at gå ud alene, fordi københavnere er socialt tilknappede? I dette tilfælde må der lyde et rungende: nej! Det var ikke derfor det var svært. Meget af den ensomhed og det ubehag jeg oplevede, havde at gøre med min egen selvbevidsthed og ikke med, at der ikke var nogen, der inkluderede mig i fællesskabet. De andre i biografen var faktisk ret gode til at forsøge at inkludere mig, men jeg var bange for, hvad andre tænkte og derfor ekskluderede jeg mig selv. Den, der dømte mig mest for at gå i biografen alene, var mig selv.
Fra et Fucking Flinkt perspektiv, kunne en mulig løsning på denne problemstilling være, at vi simpelthen alle sammen øver os i at gøre ting alene. Måske kan man på dén måde udfordre ensomheden – i hvert fald ensomheden i det offentlige rum? Hvis det blev mere normalt at gøre ting alene – som fx. at tage i biografen – ville vi måske ikke gå ud fra, at alle andre dømmer os når vi ikke befinder os i en flok? Måske ville vi så heller ikke dømme os selv og dermed undgå, at fodre ensomhedsfølelsen? Ville det, at øve sig i at gøre ting alene, lukke ned for angsten for eksklusion, så der var plads til fællesskabsfølelsen? Jeg ved ikke om det kan hjælpe bare lidt, eller om jeg er helt forkert på den – men det er da et forsøg værd? Hvis man øver sig i noget, plejer man da at blive bedre til det? For mit eget vedkommende får teknikken 4 ud af 6 thumbs up. Jeg gik mod biografen med kolde fingre og bankende hjerte, men på vejen hjem var jeg helt varm indeni (faktisk ret meget hurra for det danske biograffællesskab!).
