Jeg er Fucking Flinks antropolog, og jeg har fået 12 uger til at finde nogle svar på 1. Hvad vil det sige at være flink? 2. Hvorfor synes vi københavnere at være så socialt tilknappede? og 3. Hvilke sociale øloplukkere skal der til for, at vi får knappet op for den københavnske tilknappethed? Disse svar skal jeg finde i den københavnske urbane vildmark, og det gør jeg blandt andet ved at afprøve forskellige flinketeknikker. Siden oktober har jeg stillet skarpt på københavnere i forskellige kontekster og ud fra forskellige temaer: i butikker, på gaden samt på arbejde – og har givet mig i kast med emnerne: naboskab, ensomhed og i dag: hverdagsrutiner!
Alle mennesker har i hvert fald én. Mange har flere. Jeg taler om de ruter, man bevæger sig på i hverdagen. Min går fra Ålborggade på Østerbro, forbi Nørreport og ned til kontorfællesskabet på Gothersgade – og tilbage igen. Omkring kl. 12.00 tilføjes en ekstra rute fra kontorfællesskabet til et bagelsted. Efter at have bevæget mig på den samme rute 3-4 gange om ugen i 3 måneder er jeg begyndt at genkende nogle ansigter. Manden med Metroexpress avisen. Pigerne på bagelstedet. Jeg siger nogenlunde det samme til dem hver dag: “godmorgen…tak!” og “en grov én med laks – ja tak, også med jalapeños – tak!”. Og de siger sådan cirka det samme tilbage. I dag tænkte jeg: Hvordan kan man tage den relation et skridt videre og bryde hverdagsrutinen? Hvordan kan man fortælle de mennesker, at man er taknemmelig for, at det lige netop er dem, der er på ens hverdagsrute? Hvordan kan man komme til at sige noget andet end det sædvanlige? Man gør sådan cirka sådan her:
Jeg starter min rute i fygende snestorm. Gennem pjask og med mascara under øjnene når jeg frem til Nørreport, hvor jeg skal finde Metroexpressmanden. Jeg står klar med brunkagedåsen (med brunkager i), som jeg vil give til ham … men han er her ikke! Jeg bliver stædig og finder et sted med læ og venter… og venter … han må da komme – han plejer altid at være her! Jeg føler mig lidt stalker-agtig, men jeg tror på min mission. Hov, der er han! Nu finder han aviserne frem og begynder at dele ud. Jeg ser mit snit og tripper over til ham med de brune kager. Jeg fortæller ham (mens vi begge står og skærmer den ene del af ansigtet for sneen), at jeg altid bliver så glad for at støde ind i ham på vej på arbejde, og at jeg er glad for, at det netop er ham, der står netop dér. Han står lidt med åben mund og kigger på mig. Kigger på kagedåsen. “Tusind tak”, siger han forbløffet. Han siger tusind tak flere gange – han er glad! – og vi bliver enige om, at vi ses i morgen. For det gør vi jo! Det føles rart, at sige noget andet end godmorgen og tak. Pludselig er han andet end blot “ham med avisen”, og jeg føler mig som andet end bare en tilfældig forbipasserende. Op på cyklen og videre på ruten. På bagelstedet sidder mit andet hverdagsrutinemenneske og læser avis. Der er ingen kunder. Jeg siger til hende, at jeg har lavet lidt, de kan pynte med i butikken (jeg havde lagt mærke til, at de havde julepyntet en lille smule og tænkte, at jeg kunne bidrage med nogle hjemmelavede kartonbagels med nissehuer, halstørklæder og rensdyrgevir). Det er lidt grænseoverskridende at komme med noget, man selv har lavet, men det føles bare mere personligt. På den gode måde. Jeg fortæller hende, at hun er et af mine yndlings-hverdagsrutinemennesker og det sætter gang i en lang samtale, hvor jeg blandt andet hører om hendes hverdagsrute.
Jeg giver metoden:overrask dine hverdagsrutinemennesker 5 ud af 6 thumbs up. Den kræver lidt mod, og måske også at man venter lidt i snestorm. Men den viste sig at være en særdeles effektiv metode til at gøre hverdagsruten – og rutinen – lidt mere farverig og personlig. Find dine hverdagsrutinemennesker og gør noget andet/sig noget andet, end du plejer. Det åbner op for verden på en ny måde. Man ser nogle nye ting i de sædvanlige mennesker, og dermed virker hverdagsrutinen pludselig ikke længere så forudsigelig og gentagende. Det gælder ikke kun for én selv, men også for manden med avisen og pigerne med bagels. Deres rutine bliver jo også brudt! Men altså … hvem er dine hverdagsrutinemennesker, og hvad kan du gøre for at overraske dem?
– Louise Marie
