Sådan ser en kreativ midtvejskrise ud. Og det regner. Det er klart.
___________
Kreativ midtvejskrise. Jeg er næppe den eneste, der kender til fænomenet. Men siden jeg skrev Fucking Flink-bogen for seks et halvt år siden har jeg taget daglige skridt længere ind i en kreativ lammelse. Den er klassisk: Man har lavet ét projekt, og hvad skal det næste så være? Er det, man har færdiggjort, gået godt, kaster det tunge skygger ind over ens tanker. Hvordan kan man gøre det lige så godt (eller endnu bedre) næste gang? At jeg er i fyrrerne gør nok ikke sagen bedre. En klassisk midtvejskrise optræder når det første ‘projekt’ – finde kærligheden, stifte familie, skabe et sikkert fundament for sine børn – er opnået. Har jeg haft en dobbelt whopper-midtvejskrise? I hvert fald har jeg følt mig zombie-agtig i den måde, jeg har gennemført de ting, jeg nu skal. Og kun dem. For med et lammet centralnervesystem rummer man sgu ikke megen hulahop.
Det er nederen at være i kreativ midtvejskrise. Bogstaveligt talt. Og jeg har søgt og søgt og søgt efter inspiration og fingerpeg på, hvad jeg skal gøre for at få hulahop’en tilbage. For en måned siden stødte jeg så på noget, der var interessant. Det var en omtale af en bog, skrevet af Donald Miller. A Million Miles In A Thousand Years: How I Learned to Live a Better Story, hedder den. Og det er baghistorien, der er interessant.
Efter at have skrevet en succesfuld selvbiografi nogle år tidligere (Blue Like Jazz), er Millers liv gået i stå. Midt i hvad der skulle være højden af hans succes oplever Donald at ha’ svært ved at komme ud af sengen. Han undgår ansvar og han begynder at stille spørgsmålstegn ved meningen med livet. Men så sker der noget. Succes’en på selvbiografien har gjort Hollywood interesseret. Miller bliver spurgt, om han kunne ha’ lyst til at hans memoirer blev til en film?
Det er her, der sker noget for. For undervejs i arbejdet med at omdanne selvbiografien til et filmmanuskript, graver producenten og manuskriptforfatteren i Donald Millers liv. De spørger til hans handlinger … og til de situationer, hvor han ikke handlede. For at give et eksempel, så er Donald Millers forældre skilt. Faderen rejste, da Donald var otte år. Fordi faderen arbejdede som idrætslærer og træner og Donald var buttet (og stadig er det som voksen), har Donald tænkt, at han ikke levede op til faderens sportslige interesser. Produceren og manuskriptforfatteren nikker, det giver mening. Men er Donald så blevet klogere efter at have talt med faderen? Donald ser overrasket på de to: Jamen han har aldrig opsøgt faderen.
Aha, siger producenten og manuskriptforfatteren. Men den slags går altså ikke på film, siger de. For at give historien en dramatisk bue må de skære til, fortæller de. I filmen bliver Donald nødt til at opsøge sin far. Og processen med producenten og manuskriptforfatteren gør Donald Miller pinligt klar over, at der var flere uafklarede ting i hans liv, han aldrig havde gjort noget ved. I mange situationer havde han slet ikke indtaget rollen som hovedperson i sit liv. Men stået på sidelinjen som tilskuer.
Arbejdet med at omdanne sit eget liv til en film gør Donald Miller klar over, at vi er hovedpersonerne i vores liv. Spørgsmålet er så bare, om vi vil handle aktivt, bevidst tage de kampe, som livet nu byder os, og skabe en god historie. Eller stiller vi os tilfredse med at se andres gode historier på Netflix?
Som tidligere manuskriptforfatter ramte Donald Millers indsigt mig som en lort mellem øjnene. Og jeg sender gerne lorten videre til dig.
Forestil dig et øjeblik, at dit liv var en film. Ville du se den? Ville du sidde ved rulleteksterne og være opfyldt af at været blevet hevet med på et drama, hvor hovedpersonen (og det er jo altså dig) har satset, kæmpet … og forhåbentligt vundet i det slag, du fandt det nødvendigt at kæmpe for?
Personligt kan jeg sige: Nej. De sidste år har jeg – med en sofa i røven – gladeligt nydt Netflix’s historier. Men nu skal der ske noget andet. Jeg vil ta’ livtag med min kreative midtvejskrise. I de næste 16 blogposts vil jeg beskrive mit forsøg på at kaste mig ud i mit næste eventyr og – i Donald Millers ord – begynde at leve en bedre historie.
Har du lyst til at læse med? Så sker det lige her.
(: Lars AP
Og hey: Hvad synes du mit næste eventyr skal være? Har du en god idé, så skriv meget gerne her i kommentarsporet.